© 2006 By Joern Toustrup

LANDSKABSBILLEDET

- Landskabsbilleder? Er det ikke håbløst gammeldags? Er det noget, der optager det moderne, fortravlede menneske? Vi kan jo prøve at rette spørgsmålet et helt andet sted hen. Spøger vi reklamebranchen om, hvad der fanger moderne menneskers opmærksomhed, vil det nok overraske mange at høre svaret: naturen. Her forventer de fleste sikkert et helt andet svar: det nøgne menneske (læs: kvinde). Men den nøgne kvinde er udsat for hård konkurrence fra moderen. Den store moder, vores alle sammens moder: Moder Natur. Et hurtigt gennemsyn af en håndfuld magasiner i kiosken vil kunne overbevise os. Det øde, smukke, barske landskab, som vi åbenbart inderst inde længes efter, er igen og igen et af de sikre trumfkort i kampen om opmærksomheden.

Det uspolerede landskab er altså stadigvæk - i år 2008 - centralt placeret i menneskets verden. Men hvor landskabet blot er reklamefotografens middel, er landskabet for landskabsfotografen sagens kerne. Først og fremmest at afbilde landskabet på en sådan måde, at vi erkender naturens enorme betydning for vort vé og vel. Men det er ikke blot os, der lever af det uspolerede landskab. Dette landskab er også afhængig af os. Og der er meget der tyder på, at den uberørte natur i disse år har desperat brug for vores hjælp.

Den danske kulturdebatør Poul Henningsen sagde engang, at vi alle er i lommen på vore fortolkere. Den sårbarhed der ligger i dette gælder også for det vilde landskab. Vi må derfor søge at nå frem til en måde at fortolke naturen på, som kan rumme dens liv og rumme en respekt for dens liv. Måske skulle vi virkelig overveje, om ikke vi skulle tale om naturlandskabets værdighed.

Flere undersøgelse gennem de seneste år viser et kolosalt behov for at kunne færdes i uberørt natur. Ligeledes kan mange rejsebureauer bekræfte, at der er en stigende interesse for aktivitetsrejser til vilde naturområder. Antallet af nye magasiner, der fokuserer på rejsebeskrivelser til øde naturområder, er steget voldsomt de seneste 10 år.

Trangen til at søge den uberørte natur er dog på ingen måde udtryk for et nyt behov. Indenfor zenbuddhismen har man siden tidernes morgen anbefalet mennesker at søge ud i naturen for at finde skønhed, ro og fred til at komme tættere på sit inderste. Naturfolk har til alle tider henvendt sig til sten, træer og vandløb for at få svar på de store spørgsmål. Den danske livlæge for Frederik II, Peder Sørensen (1542–1602), skriver i sin tredie udgave af Ides medicinae: ’Gå, Sønner, sælg jeres jorde, jeres huse, jeres klæder og smykker, kast jeres lærebøger i flammerne. Og køb jer i stedet solide sko, og rejs så til bjergene, søg i dalene, i ørknerne, søg havenes kyster og jordens dybe slugter.’ (1). Ganske vist slutter Peder Sørens råd til studenterne ikke hér, men det er kontakten med naturen, der er grundlaget for det hele.

Hvad er det, den uberørte natur kan give os, som vi har svært ved at finde i byer og parker. Hvad er det, vi søger tilbage til? Er det fordi der i den dybe skov foregår mystiske ting, som minder os om det mystiske, vi selv bærer dybt inde i os? Vækker synet ind i den mørke skov vort indre blik mod vore egne mørke dybder? Med forhåbning om dér - ligesom i den mørke skov - at finde en lysning. En intuitiv fornemmelse af, at en søgning mod vort indre mørke også kan være en dragning mod lyset.
Når vi søger ud i den uberørte natur følger vi måske den samme trang som kunstneren, der forsøger at udtrykke (for derefter at møde) sider af sig selv, som ikke udspringer af det, han allerede ved, eller kender. Parken er forudsigelig, det er den vilde natur ikke. I by- og landbrugsområder afspejler alt omkring os vore egne intentioner med tingene: Hvad VI vil med DET. I det uberørte, eller relativt uberørte naturområde, er vi derimod omgivet af noget, som vi endnu ikke har villet noget med. Der har vi muligheden for at opdage, hvad DET vil med OS. At lade os påvirke af træerne, stenene, dyrene, lyset, skyerne etc.

Vi kan måske sige, at vi søger stilheden og tomheden - defineret som fravær af larmen fra vore egne intentioners fylde i vores opmærksomhed. Vi søger mod en del af os selv, af vores baggrund, som vi endnu ikke har overtaget med vores bevidsthed. En del som netop ikke først og fremmest kommer fra os selv, men snarere gør det muligt for os at opdage, hvad vi er en del af. Mere end noget andet er denne del den åndelige del af os. Den åndelige del af os er vor uforståelige baggrund - og dermed det egentlige fundament for vort sande selv.

Naturen kan kaste et dæmrende lys over denne mystiske del af os, på samme måde som træk ved forældrene ofte kan tydeliggøre træk ved barnet, som endnu kun er antydet i barnets udfoldelse. Set i dette lys bliver landskabet og landskabsbilledet en fortælling, om ikke blot slægtens aner, men selve grundlaget for vores eksistens fra tidernes morgen. En påmindelse om nogle af vore grundlæggende eksistentielle livsbetingelser.

Der er landskaber, der, ved deres form og fremtoning, minder os om uendelige rækker af livskamp og livsglæde. Beretninger om vor farefulde og gådefulde udviklingshistorie. Indimellem kan vi næsten genkalde os det hele bare ved at se landskabet. Snart fyldes vi af uhygge, snart af glæde, snart af ensomhed. Det er som om, det vilde landskab, på magisk vis, beretter om vores tidligste historie. Hvor møbler og bygningers uforandrede udseende opbevarer årtiers minder, vækker denne øde uberørte natur årtusinders fornemmelser af, hvordan det er at være menneske.
Disse fornemmelser er som små spotlamper, der oplyser nogle af de basale betingelser for vor eksistens bag bevidsthedens vindue. Uden den oplysende virkning fra disse indtryk bliver der mørkt bag bevidsthedens rude, og vi ser da blot vort eget aktuelle spejlbillede.
Landskabsbilledet egner sig, i langt større grad end teksten, til at tænde dette lys bag bevidsthedens vindue på en måde som trænger gennem rudens logiske, rationelle glas.

At opsøge det vilde landskab er en måde - bevidst eller ubevidst - at nærme sig livets store spørgsmål på. Måske ikke så meget for at få dem besvaret som for at være i nærheden af dem.
Vi kan ude i naturen møde en storhed og en skønhed, som sætter alt andet i perspektiv. Vidderne, den fortryllede mose i dæmringen, blæsten, de mørke skyer og solens varme og gennemborende lys, der kastes tilbage af tågen og landskabet, alt dette kan på uforklarlig vis ramme os dybt i hjertet. Dette møde kan - nogle gange på en overvældende måde, andre gange ganske let - stille os ansigt til ansigt med livet.

Ikke blot skønheden, men også sårbarheden genkendt i det enkeltstående gennemblæste træ ude i søen, kan nå os. Eller splittelsen, i vores inderste bestemmelse som en del af en helhed, genkendt i det enligt beliggende hus. Den ensomhed man kan længes efter for overhovedet at kunne finde visse sider af sig selv, men også den smerte vi er bange for, når vi er henvist til det enligt beliggende hus: Adskillelsen.

Ikke kun formen, også lysets farveskift påvirker os. Det er som om lyset gennem farver og farvemætning bestemmer, hvilket stemningsområde vore erindringer kan hentes fra. Visse følelsesmæssige oplevelser er det næsten umuligt at huske under påvirkning af et bestemt lys. Andre oplevelser trænger sig på alene inviteret af lyset.
Solen fortryller med sine stråler snart en lyngtop, snart et enligt stående træ, snart en helt eng. De tunge mørke skyer fortryller, sammen med blæsten, lyset, og det hele har en så overvældende indvirkning, at man kun kan hengive sig og glemme al (sund?) fornuft. Lykke, længsel, usikkerhed.... Vi ved det ikke - lyset bestemmer.

Denne oplevelse af at lade naturen bestemme, at lade sig ramme af indtrykket fra den omgivende natur, kan for en tid løsne dagligdagens bindinger af vore tanker, og vi må overgive os.
At lade sig berøre og fylde af skønheden i dette landskab kan efterlade os i dyb taknemmelighed - over at skønheden, roen og balancen findes. I en verden med daglige forfærdelige hændelser har vi brug for at blive mindet om dette. Herigennem kan håbet og styrken i os vokse.

Lad os rejse derud.
Og lad os dér starte en rejse.
Intet sted fører den os hen.
Intet sker der dér.
- men bjergene, havet, søerne, floderne............

NOTER
1 – Peder Sørensen citeret fra Aksel Hånings Naturens Lys – C.A.Reitzels Forlag 1998.